Du er her|

  • Forside
  • ·
  • Nyheder
  • ·
  • Petrowsky gentog succesen med Vejle Midtbyskole for andet år

07.06.24

Petrowsky gentog succesen med Vejle Midtbyskole for andet år

En vigtig del af den grønne omstilling starter allerede i folkeskolerne, hvor flere unge mennesker skal have lyst til at vælge håndværkerfagene til. Det er, ifølge danske politikere, et helt væsentligt parameter for, at Danmark kan fortsætte udviklingen og have nok arbejdskræft i fremtiden.

Hos familievirksomheden Petrowsky A/S er tredje generation og direktør for virksomheden, Simon Petrowsky, også bekendt med problemstillingen og vigtigheden af, at virksomheden hele tiden er relevant og attraktiv for nye generationer.

– Vi gør meget ud af miljøet omkring vores elever heroppe. Men det starter rent faktisk endnu tidligere, end når de begynder. Jeg er ude og holde foredrag på både tekniske skoler og i folkeskoler for at forklare, hvad en håndværksmæssig uddannelse kan tilbyde af spændende arbejdsliv og muligheder i fremtiden, fortæller Simon Petrowsky og fortsætter:

– I år var jeg for anden gang med en af Vejles store folkeskoler, Vejle Midtbyskole, på en årgangstur for 7. klasse til Grundfos i Bjerringbro. Her holdt jeg også et oplæg for de unge mennesker, og det oplever jeg som givtig for både dem og for mig selv, understreger Simon Petrowsky.

Spændende for de unge

Lise Margrethe Augustesen har været naturfagslærer på Vejle Midtbyskole i snart et årti. I fagene fysik, kemi, biologi, geografi og matematik forsøger den passionerede skolelærer at gøre naturfagene til nemme og praktiske fag for de unge mennesker. Samarbejdet med Simon Petrowsky er også med henblik på at vise de unge mennesker mulighederne, når de skal videre i livet.

– Vi er rigtig glade for samarbejdet med Simon. Han kommer med en god energi, taler et sprog, de unge forstår, og så viser han også, at man kan komme langt med en håndværksmæssig uddannelse. I 7. klasse tror mange unge mennesker, at de skal være forretningsmænd, millionærer og alt muligt andet. Her kommer Simon med en stærk fortælling, og de får en knage at hænge deres længe op på, når de hører om det praktiske arbejde med vand, luft og energi, fortæller Lise Margrethe Augustesen.

At vise skoleeleverne og forældrene i udskolingen på Vejle Midtbyskole at erhvervsuddannelser er attraktive uddannelser, er en vigtig opgave, fortæller den erfarne skolelærer.

– Vi har elever, hvor forældrene måske ikke helt anerkender værdien i en håndværksmæssig uddannelse, men jeg oplever, at vi rent faktisk flytter nogle af de betragtninger, blandt andet gennem samarbejdet med Simon og den årlige tur til eksempelvis Grundfos. Derfor var jeg også glad for feedbacken fra mine kollegaer, der var med på turen i år, og derfor er det heller ikke sidste år, vi har haft besøg af Simon. Det er et samarbejde, vi gerne fortsætter med, lyder det afslutningsvist fra Lise Margrethe Augustesen.

Vil du vide mere?

Ring : 75 72 04 44

info@petrowsky.dk