29.10.2025

Petrowsky Gruppens elever fik faglighed, fællesskab og flugtskydning på årets elevdag

Onsdag den 4. september holdt Petrowsky Gruppen faglig elevdag, hvor elever fra virksomhedens tre afdelinger i Vejle, Horsens og Kolding deltog i en dag fyldt med både faglig læring, virksomhedsbesøg og sjove aktiviteter.

Dagen bød på en kombination af teori, praktiske indsigter og socialt samvær. Det blev en god anledning for eleverne til at mødes på tværs af afdelingerne og udveksle erfaringer.

Tidlig afgang og første stop hos Blücher

Allerede klokken 7.00 rullede bussen fra Vejle med forventningsfulde elever ombord. Første stop var hos Blücher i Vildbjerg, hvor der ventede morgenmad og en varm velkomst fra Lars Andersen.

Lars Andersen stod for en grundig introduktion til Blüchers produkter, efterfulgt af undervisning i opmærksomhedspunkter og regler ved afløbssystemer. Herefter fik alle eleverne en fabriksrundvisning, hvor de kunne se produktionen på nært hold og få en forståelse for, hvordan komponenterne bliver fremstillet og kvalitetssikret.

– Det var en spændende oplevelse. Vi fik alle sammen ny viden og et indblik i nogle tips og tricks, som vi kan bruge i vores dagligdag. Jeg oplever, at den indsigt, vi får på disse dage, forrenter sig i hverdagen med det samme, fortæller eleven Thea Qvist fra Petrowsky Gruppens Kolding-afdeling, Krenk VVS.

Frokost og undervisning hos Termix

Ved middagstid gik turen videre mod Termix i Sunds, hvor Thea Qvist og de øvrige elever blev budt velkommen af Ryan Hansen. Her stod den på produktundervisning og fejlfinding af Gemina Termix-produkter, som mange elever senere vil møde i deres arbejde.

Efter en lærerig session blev der serveret frokost, og derefter fulgte endnu en fabriksrundtur, hvor eleverne fik indblik i både produktionen og de tekniske detaljer bag Termix’ løsninger.

– Her oplevede jeg at få en væsentlig viden om garantiforhold, der allerede få dage efter vores elevdag blev nyttig for mig. Det giver en højere faglighed hos den enkelte elev at få en indsigt i produkterne af de samme mennesker, der arbejder med dem hver dag. Alle eleverne er åbne i forhold til den nye indsigt og sluger den nye viden, vi bliver eksponeret for, fortæller Thea Qvist begejstret.

Flugtskydning og fællesskab i Herning

Efter en dag fyldt med læring og teknik var det tid til at koble af. Klokken 15.45 ankom bussen til Herning Jagtcenter, hvor der ventede en sjov og udfordrende aktivitet: flugtskydning.

For mange af eleverne var det første gang, de prøvede kræfter med lerduer, men stemningen var i top, og konkurrencen blev hurtigt taget alvorligt uanset niveauet hos den enkelte.

Dagens helt store vinder blev Thea fra Krenk, der med sikker hånd og skarpt sigte skød suverænt flest lerduer og løb med sejren.

– Jeg havde aldrig prøvet at skyde lerduer før, men jeg vandt. Det var sjovt at drille mine kolleger med, at de tabte til en kvinde. Det er altid sjovt, når der går konkurrence i det, og sådan var det også her. Jeg synes, det var et godt arrangement, og når man vinder, så er det altid lidt sjovere, fortæller Thea Qvist.

Mellem skydningerne blev der serveret pølser og brød, og stemningen var både afslappet og fyldt med grin. Det blev en hyggelig afslutning på en lang dag, hvor fællesskabet blandt eleverne kom i centrum.

En vellykket dag for hele Petrowsky Gruppen

Klokken 19.00 var bussen tilbage i Vejle. Her kunne de trætte, men glade, elever se tilbage på en dag fyldt med både faglig inspiration, netværk og sjov.

Petrowsky Gruppen lægger vægt på at give deres elever et bredt indblik i branchen og skabe rammer, hvor de både kan lære nyt og knytte bånd på tværs af afdelinger.

– Disse elevdage er virkelig væsentlige for både elevernes fællesskab og for vores faglige ballast. Jeg oplever, sammen med de andre elever, at vi møder ind på vores skoleophold med en større og nyere viden grundet disse elevdage. Samtidig er det også vigtigt, at vi kommer hinanden ved på tværs af afdelingerne, og det bidrager sådan nogle dage som de her til, afslutter Thea Qvist.

Petrowsky Gruppen afholder årligt tre faglige elevdage for sine elever i virksomhedens tre afdelingen.