30.10.2026

Beskedne Victor er klar til DM i Skills på hjemmebane i Vejle

20-årige Victor Kring fra Petrowsky Gruppen i Vejle er ikke den, der råber højest. Han passer sit arbejde og lader helst sit håndværk tale for sig selv. Nu har den unge VVS-energispecialistlærling kvalificeret sig til DM i Skills 2027, der afholdes i Vejle fra den 7. til 10. april.

Der er ikke meget pral at spore hos Victor Kring. Den 20-årige lærling hos Petrowsky Gruppen i Vejle er en beskeden ung mand, der ikke har det store behov for at fremhæve sine egne evner. Heller ikke selvom han netop har sikret sig en plads ved DM i Skills 2027.

– Jeg tænker ikke, at jeg nødvendigvis er dygtigere end så mange andre. Jeg er glad for at gå videre, og de kollegaer, jeg har mødt, efter jeg gik videre, har alle sagt tillykke, fortæller Victor Kring.

Kvalifikationen kom i hus ved regionsmesterskabet på HANSENBERG i Kolding, hvor seks VVS-energispecialistlærlinge fra forskellige uddannelsesinstitutioner konkurrerede om en plads ved danmarksmesterskaberne.

Her skulle deltagerne etablere en mindre gasinstallation med gulvvarme og radiator. Derudover skulle de føre koldt og varmt vand frem til en håndvask. Arbejdet skulle udføres korrekt og inden for konkurrencens tidsramme.

DM i hjembyen

For Victor Kring bliver DM i Skills noget særligt. Ikke alene får han mulighed for at konkurrere mod nogle af landets dygtigste lærlinge inden for sit fag. Mesterskaberne bliver også afholdt i Vejle, hvor han til daglig har sin gang hos Petrowsky Gruppen.

Her kan kollegaer, familie og venner følge ham på tæt hold, når konkurrencerne finder sted fra den 7. til 10. april 2027.

Hos Petrowsky Gruppen er der god grund til at glæde sig over, at virksomheden får en lærling med ved danmarksmesterskaberne. For Victor selv handler det foreløbig mest om, at han er gået videre fra regionsmesterskabet.