10.7.2025

Petrowsky Gruppen samlede medarbejderne fra de tre afdelinger til sommerafslutning

Petrowsky Gruppen har helt tilbage, fra da virksomheden var drevet af første generation og kun havde en enkelt afdeling i hjertet af Vejle, altid prioriteret at afholde en sommerafslutning op til sommerferien, således alle ser hinanden, inden ferieugerne afholdes på skift hen over sommeren.

I 2025 har Petrowsky Gruppen tre afdelinger i henholdsvis Vejle, Horsens og Kolding. For nogle uger siden samlede Petrowsky Gruppen alle medarbejderne.

– Vi startede med at afholde vores personalemøde, hvor vi gennemgik året indtil videre, og efterfølgende gennemgik, hvad vi havde i støbeskeen for tredje og fjerde kvartal. Efterfølgende hyldede vi vores elev Casper Koch Frank, der modtog Unidrains Talentpris. Det var en bedrift, der fortjente en hyldest i vores eget regi, syntes vi, fortæller direktør Simon Petrowsky og fortsætter:

– Da vi var færdige med det, stod den på sen frokost, hvor vi havde sørget for medarbejdernes ”favorit”, nemlig en ribbenstegssandwich fra Kokkens Pølsevogn i Vejle. Det er altid en sikker vinder. Herefter hyggede alle medarbejderne på tværs af afdelingerne og vendte ferieplaner og livet stort som småt, fortæller Simon Petrowsky.

Petrowsky Gruppen ønsker alle en god sommer.