Faglige elevdage gør teori til praksis hos Petrowsky Gruppen

Hos Petrowsky Gruppen skal eleverne ikke blot lære faget gennem den daglige oplæring. Eleverne skal også møde producenterne, forstå teknologien bag løsningerne og opleve, hvordan teori og praksis hænger sammen.
Derfor samles eleverne fra Petrowsky Gruppens tre afdelinger løbende til faglige elevdage. Den 24. juni gik turen til Nordisk Wavin i Hammel og Grundfos i Bjerringbro.
Bussen kørte fra Vejle allerede klokken 07.00. Første stop var Nordisk Wavin, hvor Peter Bæksted tog imod eleverne til en formiddag med undervisning i Alupex, gulvvarmestyring og fjernvarmeunits. Undervisningen blev kombineret med gruppeøvelser, praktiske gennemgange og en rundvisning på fabrikken.
For Petrowsky Gruppens nye voksenlærling, 40-årige Martin Zacho Knoop, giver elevdagene en værdifuld indsigt, som kan tages direkte med tilbage til arbejdsopgaverne.
– Det er meget givende at komme ud og opleve virksomhederne bag de løsninger, vi arbejder med. Vi får et unikt indblik i systemerne og produkterne og bliver klædt fagligt på til vores daglige opgaver. Vi oplever håndværket i både teori og praksis, og det er meget lærerigt, fortæller Martin Zacho Knoop.
Martin kendte allerede Petrowsky Gruppen, inden han begyndte som voksenlærling, da han i foråret havde hjulpet virksomheden som arbejdsmand. Rollen som voksenlærling betyder samtidig, at han deltager i elevdagene sammen med kolleger, der for nogles vedkommende er betydeligt yngre end ham.
– Når man er 15-20 år ældre end nogle af de andre elever, skal man lige vænne sig til tempoet, gearet og lydniveauet, første gang man er afsted. Men det er nogle gode drenge, og man bliver hurtigt en del af fællesskabet. Næste gang giver man nok også lidt mere slip, fortæller han med et smil.
Efter besøget hos Wavin fortsatte turen til Grundfos i Bjerringbro. Her begyndte programmet med et anderledes indslag, da eleverne fik mulighed for at prøve kræfter med riffelskydning på skydebanerne under Grundfos Centeret.
Stolthed ved faget
Herefter vendte fokus tilbage til det faglige. Senior Sales Engineer Kim Fuglsang underviste eleverne i Grundfos’ pumper og digitale styringsløsninger. Eleverne arbejdede blandt andet med udskiftning og reparation af pumper, valg af den korrekte løsning samt indregulering og kvalitetssikring. Dagen blev afsluttet med praktiske gruppeopgaver i Grundfos’ showroom.
Kim Fuglsang hæftede sig særligt ved elevernes engagement og faglige nysgerrighed.
– Alle eleverne viste stor faglig interesse, og det er vi meget glade for. De har valgt en retning, og mit indtryk er, at eleverne hos Petrowsky Gruppen har en ambition om at blive så dygtige som muligt. Det vil vi gerne være med til at understøtte hos Grundfos, fortæller Kim Fuglsang.
Kim Fuglsang fremhæver samtidig Petrowsky Gruppens indsats for at uddanne den næste generation af faglærte.
– Petrowsky Gruppen er gode til at tage elever ind i virksomheden, og det er vigtigt for hele branchen. Hos Grundfos vil vi også gerne tage ansvar og vise de unge, hvad vi kan. Det gør ofte et stort indtryk på dem at møde vores historie, erfaring og produktionsmiljø. Det er med til at skabe både forståelse for og tillid til de produkter, de efterfølgende skal arbejde med, fortæller Kim Fuglsang.
Den faglige elevdag blev arrangeret i samarbejde med Allan Langkær fra Brødrene Dahl, som havde lagt en stor indsats i dagens program. Efter knap 13 timer med undervisning, virksomhedsbesøg, praktiske opgaver og et afsluttende måltid på hjemvejen var eleverne tilbage i Vejle.
Endnu en dag, hvor faglig udvikling og fællesskab gik hånd i hånd, og hvor Petrowsky Gruppens elever kom hjem med ny viden, der kan omsættes direkte i hverdagen.

