13.3.2026

Faglig elevdag med fokus på teknik og tempo

Tirsdag den 10. marts klokken 07.00 kørte bussen fra Sadelmagervej i Vejle med elever fra de tre afdelinger i Petrowsky Gruppen. Dagen var planlagt som en faglig elevdag med fokus på teknisk indsigt, produktkendskab og aktuelle problemstillinger i vvs-branchen.

Første stop på turen var hos Aro Energy Solutions i Odense, hvor Johnny Nørremand Andersen tog imod eleverne. Her blev eleverne introduceret til virksomhedens løsninger inden for varmtvandsproduktion, herunder forskellige typer varmtvandsbeholdere, deres opbygning, funktion og anvendelsesområder i installationsbranchen.

Undervisningen tog udgangspunkt i både tekniske principper og praktiske installationsovervejelser. Eleverne arbejdede blandt andet med forståelsen af beholdere, varmevekslere og blødgøringsanlæg samt deres betydning i moderne vvs-installationer. Der blev samtidig sat fokus på driftssikkerhed, dimensionering og de krav, der i stigende grad stilles til installationer i forhold til energieffektivitet og hygiejne.

Et centralt emne i undervisningen var håndtering og forebyggelse af Legionella i varmtvandssystemer. Her blev eleverne introduceret til de tekniske og driftsmæssige udfordringer, som både installatører og bygherrer skal forholde sig til i takt med skærpede krav og øget opmærksomhed på vandkvalitet og sikker drift.

Fra teori til praksis

Efter formiddagens faglige program gik turen videre til FM Mattsson Denmark i Odense, hvor Mads Bjerrum Mathiasen fra Damixa stod for eftermiddagens program. Her fik eleverne en grundig introduktion til virksomhedens sortiment af armaturer samt indsigt i design, funktionalitet og produktudvikling.

Efter den indledende præsentation blev undervisningen omsat til praksis gennem en række hands-on-aktiviteter. Eleverne arbejdede med produkterne i både showroom, lager og udviklingsafdeling, hvor de fik mulighed for at adskille, analysere og forstå opbygningen af de forskellige armaturer. Undervejs blev der gennemført mindre konkurrencer, som både udfordrede elevernes tekniske forståelse og deres evne til at samarbejde.

Dagen blev afsluttet med en mere uformel aktivitet i Odense Gokarthal, hvor eleverne fik mulighed for at styrke fællesskabet på tværs af afdelingerne. Mange havde på forhånd forventet, at Simon Petrowsky, som forsvarende mester, igen ville tage sejren. Men efter en intens finale lykkedes det i stedet Victor, en andetårselev fra Vejle, at sikre sig førstepladsen.

Elevdagene er blevet en fast del af arbejdet med lærlinge i Petrowsky Gruppen og gennemføres i tæt samarbejde med Brødrene Dahl, som spiller en vigtig rolle i planlægningen og koordineringen af arrangementerne.

Butikschef hos Brødrene Dahl i Vejle, Allan Langkjær, fremhæver værdien af samarbejdet:

– For os er det vigtigt at bidrage til udviklingen af næste generation i branchen. Når vi kan være med til at skabe nogle rammer, hvor eleverne både får faglig viden, produktforståelse og indsigt i leverandørernes løsninger, så styrker det deres kompetencer i hverdagen som vvs-lærlinge, fortæller Allan Langkjær og fortsætter:

– Det er samtidig vigtigt for os at understøtte al den opmærksomhed, vi kan, på de erhvervsfaglige uddannelser, da det er vigtigt, at vi medvirker til at tale den branche op. Vi kan bidrage på flere områder, og det her er et af områderne, afslutter butikschefen.

Eleverne oplever stor værdi i dagene. 19-årige Victor Kring, som samtidig kunne tage hjem med sejren fra gokartbanen, fortæller:

– Det giver rigtig meget at komme ud og lære noget andet, end vi gør på skolen. Det gør det lettere at forstå installationerne i hverdagen og i fremtiden. Det er fedt, at vi får den viden og indsigt. Det giver os også en fordel i forhold til andre elever, fortæller Victor og fortsætter:

– De faglige elevdage er også en god måde for eleverne i afdelingerne at komme hinanden ved og bygge relationer op. Vi ser ikke hinanden til hverdag, men finder hurtigt tonen, når vi så er samlet. Det var sjovt at køre gokart, og selvom jeg havde prøvet det før, så havde jeg ikke regnet med at vinde, afslutter den 19-årige elev.

Med elevdagene ønsker Petrowsky Gruppen at give lærlingene et stærkere fagligt fundament gennem direkte møder med leverandører, producenter og branchens tekniske løsninger. Samtidig er dagene med til at styrke fællesskabet blandt eleverne og skabe en tydelig kobling mellem uddannelse, praksis og udviklingen i vvs-branchen.