25.6.2026

Fællesskabet blev styrket, da alle Petrowsky-afdelinger var samlet til sommerafslutning

Petrowsky Gruppen samlede medarbejderne fra de tre afdelinger til sommerafslutning

Den 11. juni samlede Petrowsky Gruppen medarbejdere fra virksomhedens afdelinger i Vejle, Horsens og Kolding til en fælles eftermiddag med fokus på både forretning, fællesskab og sommerstemning.

Eftermiddagen blev indledt med et personalemøde. Her blev der gjort status på årets første måneder, ligesom der blev set frem mod de opgaver og muligheder, som venter efter sommerferien. Medarbejderne fik et samlet indblik i virksomhedens udvikling og de forventninger, der knytter sig til resten af året.

Hos Petrowsky Gruppen er fællesskabet en vigtig del af virksomhedskulturen. Derfor prioriteres det løbende at skabe rammer, i hvilke medarbejdere på tværs af afdelinger og fagområder kan mødes, dele erfaringer og styrke relationerne til hinanden.

– Vi har haft et travlt forår, hvor medarbejderne igen har givet opgaverne en ekstra skalle. Derfor var det også rart at samle afdelingerne til et personalemøde, hvor vi kunne vende foråret og samtidig sætte ord på de spændende opgaver, der venter i efteråret. Når man ovenikøbet kan byde på burgere efterfølgende, så kommer sommerstemningen helt naturligt. Det var nogle hyggelige timer, og jeg synes, vores fællesskab står stærkere end nogensinde, fortæller direktør Simon Petrowsky.

Alt det, vi deler

Efter den mere formelle del blev programmet skiftet ud med underholdning og socialt samvær. Medarbejderne blev blandt andet udfordret med røverhistorier fra det virkelige liv, quizzer og små konkurrencer, som skabte både grin og gode samtaler.

En foodtruck sørgede for burgere til alle, og resten af eftermiddagen blev brugt på at nyde hinandens selskab på tværs af afdelingerne. Her blev der delt ferieplaner, udvekslet erfaringer fra hverdagen og snakket om stort og småt.

Arrangementet er en del af Petrowsky Gruppens løbende arbejde med at investere i medarbejdernes udvikling og det fællesskab, der binder virksomhedens tre afdelinger sammen. For virksomheden handler det ikke alene om faglighed og resultater, men også om at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og føler sig som en del af noget større.

Med et stærkt forår bag sig og et spændende efterår i vente kunne medarbejderne derfor gå på sommerferie med både nye perspektiver og fornyet energi.