Erfaren servicedisponent styrker Petrowsky Gruppen i Horsens

Petrowsky Gruppen har per 8. december 2025 budt velkommen til et nyt og særdeles erfarent ansigt i Horsens-afdelingen. Her er 61-årige Marianne Jørgensen tiltrådt som servicedisponent. En rolle, hun har mere end to årtiers solid brancheerfaring med.
Med ansættelsen af Marianne Jørgensen får Petrowsky Gruppen en kompetent og rutineret medarbejder ind i familievirksomheden. Det nyeste ansigt bringer både faglig tyngde og et indgående kendskab til servicedisponentens mange facetter med sig, hvilket er en klar forstærkning af organisationen.
Som servicedisponent bliver Marianne det vigtige bindeled mellem kunderne, virksomheden og montørerne. En funktion, hvor overblik, struktur og kommunikation er afgørende. Rollen stiller samtidig krav om en venlig og imødekommende tilgang samt forståelse for de mange perspektiver, der kan være på en opgave. Kvaliteter, som Marianne i høj grad besidder.
Marianne Jørgensen ser selv frem til opgaven og de nye udfordringer hos Petrowsky Gruppen:
Petrowsky Gruppen er en spændende virksomhed, og her kommer jeg til at bidrage med mine kernekompetencer, som jeg har arbejdet med i mere end 20 år. Her i den første måned har jeg fået en grundig introduktion, hvor jeg blandt andet har været i Vejle-afdelingen, og hvor blandt andre Connie, Keld, Anny og Maria satte mig godt ind i de forskellige arbejdsgange og processer. Det sætter jeg stor pris på. Det er vigtigt, at man får en god onboarding. I det hele taget har virksomheden en rigtig god atmosfære, fortæller Marianne Jørgensen.
Den grundige introduktion og det tætte samarbejde på tværs af afdelingerne har givet Marianne et solidt fundament i den nye stilling. Med hendes erfaring, engagement og menneskelige tilgang er der lagt op til et stærkt samarbejde og fortsat høj service til Petrowsky Gruppens kunder i Horsens og omegn.

