Du er her|

18.11.19

Petrowsky på Uddannelsesdag for 10. klasse elever

Der var stor aktivitet med besøg fra forskellige uddannelsesretninger og erhvervsvirksomheder, da UCV – UngdomsCenter Vejle holdt uddannelsesdag for skolens 250 elever onsdag i uge 43.

Der er stadig mange unge, der vælger at tage en 10. klasse. Nogle vælger at tage 10. klasse på en efterskole, og andre vælger f.eks. UCV i Vejle, som fungerer som fælles 10. klassetrin for Vejle Kommunes skoler. For mange er det springbrættet videre til en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, hvor fordelingen blandt de unge fra UCV er ca. fifty-fifty mellem de to uddannelsesretninger.

-Vi kan se, at der en del unge, der tror, at gymnasievejen er den eneste saliggørende, hvorfor det er vigtigt at åbne øjnene op for, at der også er meget gode karrieremuligheder ved at tage en erhvervsuddannelse, fortæller Henriette Winther Jacobsen, lærer på UCV.

Vi skal have flere unge på erhvervsuddannelserne

Med rekordhøj efterspørgsel på arbejdskraft indenfor mange af de tekniske fag, er der et kæmpe behov for at få flere unge til at vælge de erhvervsmæssige uddannelser. Derfor har UCV valgt at sætte ekstra fokus på de erhvervsmæssige uddannelsesretninger og jobmuligheder. På dagen hørte de unge mennesker spændende indlæg fra Kamstrup, som sælger intelligente målerløsninger, Maskinmesterskolen i Fredericia og Petrowsky, der satte fokus på vvs-branchen, og hvordan det er at arbejde i en håndværksmæssig virksomhed.

Fokus på tekniske fag og erhvervsuddannelser

Alle tre virksomheder fortalte om de mange muligheder og forskellige veje man kan gå, hvis man ønsker at arbejde med teknik inden for erhverv og industri.

-Vi vil gerne fortælle vores elever om, hvordan det er at arbejde i erhvervslivet og give dem en ide om hvilke veje, de kan vælge at gå rent uddannelsesmæssigt. En erhvervsuddannelse kan nemlig være langt mere anvendelig og et springbræt til en række forskellige jobs – sammenlignet med en dårlig studentereksamen, fortsætter Henriette.

-Vi er glade for, at Simon Petrowsky kontaktede os, og at han var frisk på at stille op til vores Uddannelsesdag. Det er nemlig særlig godt, når det er en ung færdiguddannet, der fortæller om sin arbejdsplads og sin egen uddannelsesvej. Det er nemmere for vores elever at forholde sig til og spejle sig i, uddyber Henriette.

VVS- og El-branchen i vækst og med masser af jobmuligheder

Fælles for de tre indlæg er, at der er mange jobmuligheder inden for de tekniske fag og ofte til en attraktiv løn, og at man altid kan bygge videre på sin uddannelse.

Simon fortalte om vvs-branchen der oplever historisk høj beskæftigelse, med masser af jobmuligheder og at en uddannelse som vvs-montør eller blikkenslager kan være et springbræt videre til at læse f.eks. vvs-installatør eller vvs-ingeniør.

-Teknik-branchen (El og VVS) forventer en omsætning på knapt 54 milliarder kr. i 2019 – og det svarer til, at du kan købe både Manchester United og FC Barcelona, forklarerede Simon – og det frembragte mange smil og lydhørhed hos de unge 10. klasse elever.

Vil du vide mere?

Ring : 75 72 04 44

info@petrowsky.dk