Du er her|

  • Forside
  • ·
  • Nyheder
  • ·
  • Petrowsky Gruppens direktør med i TEKNIQs podcast HØRT!

17.06.25

Petrowsky Gruppens direktør med i TEKNIQs podcast HØRT!

Petrowsky Gruppen er en arbejdsplads, der tager medarbejdertrivsel alvorligt. Uanset om det handler om efteruddannelse, fællesskab, mentorordning eller andre initiativer, der gør det lidt bedre at være ansat hos netop Petrowsky Gruppen.

Da der var VVS-messe i Odense, deltog Simon Petrowsky i en liveoptagelse af TEKNIQs podcast HØRT! på Fagscenen sammen med Anja Koed Frederiksen, direktør hos og medejer af Frederiksen VVS, og Christina Hammer fra AllTech VVS A/S.

Temaet var: Hvis lønnen er ens, kollegerne er gode, og arbejdsopgaverne er de samme, hvorfor skal jeg så vælge at blive, hvis nabovirksomheden har fitness, fredagsbar og familieudflugter?

Medarbejdertrivsel bliver nøglen

Det var således også første gang, at Simon Petrowsky skulle være med i en podcast, endda en liveudgave af slagsen.

”Jeg er glad for, at jeg blev spurgt, om jeg ville være med. Det betyder, at der er nogen fra TEKNIQ, der har bemærket os hos Petrowsky Gruppen og den måde, som vi gerne vil gøre tingene. Vi har gang i noget interessant. Det er også klart, at vi som virksomhed får noget synlighed ved, at jeg deltager i sådan et event og en podcast. Så måtte jeg arbejde lidt med min sceneskræk”, fortæller Simon Petrowsky med et skævt smil og fortsætter:

”Vi oplever hos Petrowsky, at nærværende ledelse og relationer vægter højest og spiller en afgørende rolle, når vi skal sikre en stærk tilknytning og et godt samarbejde med vores medarbejdere. Fællesskabet hos Petrowsky er noget, alle ønsker at styrke og investere tid i”, understreger Simon Petrowsky i podcasten.

Fællesskabet i fokus

Petrowsky Gruppen afholder flere begivenheder om året, der skal sikre medarbejderhygge, fællesskab og opbakning. Her afholdes blandt andet padelturneringer, et fælles cykelhold og firmature med ægtefæller og kærester årligt.

Simon Petrowsky er klar i spyttet, når snakken falder på værdien af de prioriteter, man hos Petrowsky Gruppen har gjort sig.

”Vores forskellige initiativer har været en kæmpe succes, og vi mærker tydeligt, at aktiviteter på tværs af afdelingerne vægtes højt og prioriteres frem for eksempelvis et fitnessmedlemskab til den enkelte. Vores kollegaer vil hinanden og fællesskabet, hvilket siger meget om den kultur og det sammenhold, der er i en virksomhed som vores, der vækster på både omsætning og medarbejderstab”, lyder det fra Simon Petrowsky, som uddyber yderligere;

”Vi tror på, at der skal være fleksible rammer og en nærværende ledelse, der har forståelse for at fleksibilitet ser forskellig ud, alt efter hvilken livsfase medarbejderen befinder sig i. Hos Petrowsky Gruppen er vi løbende i tæt dialog med vores medarbejdere. Den stærke relation, den gør, at vi kan hjælpe med at skabe nogle rammer, der passer til den enkelte”, fortæller Simon Petrowsky.

Tryghed

En af de vigtigste ting, man hos Petrowsky Gruppen ønsker, at den enkelte medarbejder skal føle gennem sin ansættelse hos familievirksomheden, er både ganske banal og alligevel en helt konkret værdi. Hos Petrowsky Gruppen tror man på livslang læring og investerer meget i kompetenceudvikling og efteruddannelse, så medarbejdere udvikler sig gennem hele deres ansættelse.

”Det vigtigste for os, at vores medarbejder føler gennem sin ansættelse her, er tryghed. Hvis vores medarbejdere føler tryghed – mestring inden for deres håndværk, både fagligt, socialt og menneskeligt – så trives de. Det handler helt banalt om at blive set, hørt og respekteret i sin rolle i virksomheden og blandt kollegaerne. Det, at du har en plads, hvor du betyder noget, og hvor du kan gøre en forskel. Det vil alle dage være mere attraktivt og slå både løn og firmabil”, afslutter Simon Petrowsky.

Du kan lytte til podcasten her: https://www.tekniq.dk/nyheder-og-presse/presse-og-media/podcasts/

Vil du vide mere?

Ring : 75 72 04 44

info@petrowsky.dk