Du er her|

  • Forside
  • ·
  • Nyheder
  • ·
  • Jonas og Jonas inspirerede ungdommen til uddannelsesdagen på UCV

02.10.24

Jonas og Jonas inspirerede ungdommen til uddannelsesdagen på UCV

Hvert år afholder Vejle Kommunes 10. klasser, der er samlet på lokationen på Nyboesgade i Vejle, en uddannelsesdag for de unge mennesker omkring de muligheder, fremtiden kan byde dem på.

I år var Petrowsky A/S endnu en gang med til dagen på UCV (UngdomsCenter Vejle), og i år var det de to elever, Jonas Nielsen og Jonas Rasmussen, der gennemførte oplæg for de unge mennesker. Til uddannelsesdagen var også store virksomheder som LEGO, Grundfos og Forsvaret.

Modige elever hos Petrowsky

HR-ansvarlig hos Petrowsky A/S, Anne Lyngholm Trant, var kvinden bag besøget, og arbejdet med at klæde de to elever på til opgaven var både spændende og givende.

– Det var en rigtig fin oplevelse at se vores to elever så dygtigt og nærværende fortælle ungdommen om de muligheder, som en uddannelse hos Petrowsky A/S kan tilbyde dem. Opgaven for Jonas og Jonas var at skabe et oplæg, der kunne bruges i fire runder af 20 minutter og for 50 elever ad gangen. Vi arbejdede med deres oplæg dagen inden for at vise fagets mange nuancer og de meget varierende arbejdsopgaver, vores elever møder i hverdagen. Det var en stor oplevelse at se, hvordan de skinnede og udviklede sig undervejs, ja endda fra oplæg til oplæg, fortæller Anne Lyngholm Trant.

To forskellige veje til elevplads

De to elever, som Petrowsky A/S havde udvalgt, var 19-årige Jonas Nielsen, der er på hovedforløb 1, og som dermed lige er begyndt hos familievirksomheden, og så 28-årige Jonas Rasmussen, der er i voksenlære og på hovedforløb 3.

– Valget af vores to elever til uddannelsesdagen gav lidt sig selv. Valget af to gange Jonas fandt vi passende ud fra det perspektiv, at vi ville give et indblik i to tilgange til en elevplads og to perspektiver på at gå i lære og oplevelsen af at være det. De 200 unge mennesker, som vi mødte denne dag, gav udtryk for en tvivl om den retning, de skal gå i deres arbejdsliv, og derfor er sådan en dag også vigtig, fordi vi kan hjælpe dem med at kvalificere deres beslutning. Og her er det måske endnu vigtigere, at det er unge mennesker, der fortæller om deres erfaringer, understreger Anne Lyngholm Trant.

Ungdom med fokus på ESG

Netop de mange muligheder, som unge mennesker har i dag, gør det også sværere at finde sin retning, når man skal vælge en uddannelse. Til disse overvejelser havde 19-årige Jonas Nielsen et godt råd til de unge mennesker på UCV.

– Jonas Nielsen gav eleverne på UCV det gode råd, at de skulle turde at prøve nogle forskellige ting, inden de to deres beslutning. Jonas havde selv prøvet med en praktikplads indenfor både tømrer- og murerfaget, før valget faldt på VVS-energispecialist og en elevplads hos Petrowsky A/S. Det var tydeligt, at flere elever stadig ikke ved, hvilken retning de skal gå efter sommerferien. Derfor er det meget vigtigt for mig, at de får øjnene op for de erhvervsrettede uddannelser. Under oplægget kunne jeg se, at vi fangede manges interesse ved kombinationen mellem skoleforløb og praktikperioder, fortæller Anne Lyngholm Trant og fortsætter:

– Samtidig er de unge mennesker overraskende bevidste om den grønne omstilling og bæredygtighed. Så hele energispecialist-perspektivet ved en uddannelse hos Petrowsky A/S, eller inden for branchen i det hele taget, var tiltalende for flere af de unge mennesker, afslutter Anne Lyngholm Trant med en begejstring i stemmen.

Vil du vide mere?

Ring : 75 72 04 44

info@petrowsky.dk