Du er her|

AFDELINGSLEDER SØGES TIL FØRENDE TEKNISK INSTALLATIONS- OG SERVICEVIRKSOMHED I TREKANTSOMRÅDET

Vil du med på en vækstrejse sammen med andre ildsjæle, hvor du vil få stor indflydelse på udviklingen af en virksomhed med stærke værdier, hvor bæredygtighed og fremtidens teknologier er på dagsordenen? Kan du holde næsen i sporet og afdelingen på skinner? Har du sans for forretningen og gode kommunikationsevner? Og går du evt. med tanker om at blive selvstændig?

Så har vi en spændende mulighed at tilbyde dig hos Petrowsky!

En familieejet virksomhed med stærke værdier

Petrowsky A/S er en velkonsolideret familieejet installationsvirksomhed med mere end 50 ansatte montører, teknikere, projektledere og ingeniører. Virksomheden er specialister inden for VVS, ventilation, gas, energioptimering og blik og arbejder både som fag-, hoved og totalentreprenør. Virksomhedens kunder spænder vidt lige fra industri-/produktionsvirksomheder til boligforeninger og offentlige institutioner. Petrowsky, som blev etableret i 1973, har hoveddomicil i Vejle og en afdeling i Horsens og er blandt Trekantsområdets største installations- og servicevirksomheder.

Det er til Petrowsky i Horsens, at vi nu søger dig, som har mod på og lyst til at overtage ansvaret for afdelingen. Du vil blive tilbudt muligheden for at drive afdelingen som din egen virksomhed i et partnerskab med resten af Petrowsky, hvor du således kan trække på fælles økonomistyring, indkøbsaftaler, backoffice – og ikke mindst på det stærke kollegiale værdifællesskab, som er kendetegnende for virksomheden.

For Petrowsky er en virksomhed med stærke værdier, som gennem to generationer (og med tredje generation godt i gang) har udmærket sig ved håndværksmæssig kvalitet, gensidig tillid og en stærk indsigt i branchens udviklingsmuligheder. Der er tale om et velrenommeret selskab med et fagligt velfunderet og rutineret team af medarbejdere.

Virksomheden er kendetegnet ved en flad organisation med højt til loftet og kort vej fra beslutning til handling. Horsensafdelingen består i dag af en medarbejderstab på 15 mennesker, som arbejder ambitiøst med at føre kvalitetshåndværket videre.

Hos Petrowsky kigger man visionært på fremtiden og har stort fokus på at være aktive på klimaområdet og førende med de nyeste teknologier. Der lægges således vægt på at drive virksomhed med en bæredygtig tilgang til projekterne og med fokus på at frembringe de rigtige kvalitetsløsninger for kunderne.

Dine ansvarsområder

Vi leder efter dig, som har et netværk i lokalområdet, og som kan lede en afdeling på ca. 15 medarbejdere og tage aktivt del i forretningen. Vi søger en person, der har lyst til at indgå i et positivt samarbejde med virksomhedens kunder og samarbejdspartnere såvel som de øvrige ledere og medarbejdere.

Dine arbejdsopgaver vil være:

  • Personaleansvar, ansættelse/udvikling/afvikling af medarbejdere og afholdelse af MUS-samtaler.
  • Drive processer i overensstemmelse med virksomhedens strategi.
  • Kontakt til kunder og samarbejdspartnere, herunder kommuner, industri- og erhvervskunder, rådgivende ingeniører,
  • arkitekter, byggefirmaer og entreprenører.
  • Afholdelse af morgenmøder i Horsens og daglig kontakt til egne montører.
  • Disponering af ressourcer og bemanding.
  • Budgettering og månedlige møder med økonomisk opfølgning.
  • Opsøgende salg og relationsskabende initiativer.
  • Rapportering og deltagelse i ledermøder.
  • Supervisor for serviceleder / overmontør.
  • Egne projektledelsesopgaver på VVS-området, herunder projektering, økonomi, tilsyn og opfølgning.

Din faglige og personlige profil

Det forventes, at du har en teknisk baggrund som VVS-tekniker, VVS-installatør, maskinmester eller ingeniør, og måske har du også været (eller er i forvejen) selvstændig. Derudover forventer vi at:

  • Du er bekendt med, hvad der rører sig i markedet i området omkring Horsens, og du har et stærkt netværk.
  • Du er tillidsvækkende og god til at skabe relationer.
  • Du motiveres af at skabe resultater og formår at motivere dine omgivelser således, at I sammen når jeres målsætninger.
  • Du er lyttende og kan træffe afgørelser, hvor det er nødvendigt.
  • Du har et godt overblik, og du prioriterer, uddelegerer og følger op.
  • Du har gennemslagskraft og kan formidle dine budskaber på en klar og effektiv måde.
  • Du brænder for at motivere og udvikle medarbejdere samt sætte dem mål.
  • Du er en stærk teamplayer med åbenhed som en naturlig del af din måde at arbejde på.
  • Du har en positiv indstilling og har lysten til at tage del i virksomhedens fremtidige udfordringer og forandringer.
  • ​​​​​​​Du har forretningsforståelse og flair for økonomi.

Du vil få en spændende og altid varieret hverdag, attraktive arbejdsforhold, et stærkt kollegialt sammenhold, attraktive aftalevilkår eller lønpakke – alt efter hvilken samarbejdsform, der etableres. Så har du lyst til at være med – som selvstændig eller ansat – til at udvikle en ambitiøs virksomhed i vækst, så er dette måske noget for dig.

Tiltrædelse: Snarest muligt.

Interesseret?

Søg stillingen snarest ved at klikke på ansøgningsknappen, hvor du kan uploade din ansøgning og dit CV.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte
Mette Landau fra Landau Headhunting på mobil: + 45 2190 2188.

Landau Headhunting varetager rekrutteringsprocessen, og ansøgninger vil blive læst løbende. Vi forbeholder os muligheden for at indkalde kandidater inden ansøgningsfristens udløb.

Ansøg nu

Vil du vide mere?

Ring : 75 72 04 44

info@petrowsky.dk